Skrevet af: Frederik L. Høj // Instagram

I kølvandet af Louis Vuittons opsigtsvækkende ansættelse af Virgil Abloh som ny chef-designer giver vi dig her et hurtigt overblik over hvem de største modehuse egentlig har som ’creative directors’.

Du kender eller har sikkert hørt om de fleste af de store modehuse, der sæson for sæson sætter den kreative dagsorden i modens verden – Gucci, Balenciaga, Saint Laurent osv. Men ved du også hvem der vælger kursen i modehusene? Få overblikket her.

Louis Vuitton – Virgil Abloh
Årets mand i skysovs, Virgil Abloh, fik for nyligt lov at overtage rollen som chef-designer i Louis Vuittons herreafdeling efter Kim Jones, der ellers havde stor succes i sin tid i det 164 år gamle modehus. Ansættelsen af Abloh har splittet både kunder, kritikere og andre branchefolk, og der er ingen tvivl om, at det bliver interessant at følge hans første kollektioner og eventuelle samarbejder.

Dior Homme – Kim Jones
Kim Jones forlod stillingen hos Louis Vuitton til fordel for en ny rolle som chefdesigner hos Dior Homme. Her erstattede han Kris Van Assche, der derimod tog til franske Berluti. Før Van Assche var Dior ledet af Hedi Slimane. Kim Jones virker som et oplagt valg for Dior, der de seneste sæsoner også har forsøgt at ramme et yngre publikum igennem aftaler med bl.a. ASAP Rocky – noget Kim Jones har haft stor succes med hos Louis Vuitton.

Gucci – Alessandro Michele
Alessandro Michele har siden 2015 været chefdesigner hos Gucci, og han kan på mange måder tage æren for den enorme succes brandet oplever i tiden. Hans legesyge blomsterprint, genoplivelse af Gucci-logoet og mere har været med til at gøre Gucci et af de hotteste brands blandt både modeentusiaster, rappere, Instagram’ere og andet godtfolk. Før Michele var Gucci ledet af Frida Giannini.

Balenciaga – Demna Gvasalia
Et andet modehus, der oplever enorm succes i tiden er Balenciaga, og det kan de i høj grad takke Demna Gvasalia for. Foruden lederstolen har Gvasalia ved siden af sit mærke, Vetements, og han har inspireret adskillige af tidens største, aktuelle trends – herunder ”chunky sneakers”, ”normcore”, ”oversized”, puffer-jakker og mere. Før ham var Balenciaga ledet af Alexander Wang.

Saint Laurent Paris – Anthony Vaccarello
Anthony Vaccarello har bestemt ikke haft nogen nem opgave i et erstatte Hedi Slimane som creative director hos Saint Laurent. Han har en fortid hos Versace.

Céline – Hedi Slimane
Hedi Slimane blev i starten af året rekrutteret til Celiné, hvor han både skal introducere en helt ny herre-linje og parfumer. Hedi Slimane erstattede Phoebe Philo, og hans designs får debut på catwalken til september.

Chanel – Karl Lagerfeld
Én af de mest ikoniske, levende designere, Karl Lagerfeld har siden 80’erne styret Chanel med hård hånd. Det rygtes, at Lagerfeld, der er 84 (!) snart går af, og hvem der i så fald skal overtage hans post, kan man kun gisne om.

Fendi – Karl Lagerfeld
Foruden Chanel er Lagerfeld også creative director for Fendis ready-to-wear-kollektioner.

Givenchy – Clare Waight Keller
Givenchy har i dag Clare Waight Keller som creative director, og hun overtog efter Riccardo Tisci, der, efter en succesfuld årrække, søgte nye udfordringer. Keller har en fortid hos Chloé og hun har bragt et feminin præg til Givenchy, der før primært blev forbundet med brug af mørke farver, læder og biske Rottweiler-motiver.

Burberry – Riccardo Tisci
Riccardo Tisci søgte i starten af året til Burberry hvor han erstattede den meget anerkendte Christopher Bailey. Det bliver spændende at se, om han kan ride videre på den bølge af succes som Bailey i sine 17 år har skabt hos huset.

Calvin Klein – Raf Simons
Én af de mest anerkendte, nulevende designere, Raf Simons, blev sidste år ansat som creative director hos Calvin Klein. Har har en fortid hos Dior og Jill Sander og har desuden sit eget mærke og et samarbejde med adidas.

Maison Margiela – John Galliano
Indtil 2014 var Maison Margiela (tidligere Maison Martin Margiela) ledet af brandets grundlægger, Martin Margiela. Han overlod posten til John Galliano, der har en fortid hos både Givenchy og Dior.

Følg Couturism på Facebook og Instagram for mere indhold, nyheder og inspiration om fashion og streetwear.

Billeder fra: Hypebeast, Billboard, Grailed, Fashionista, BoF, LA Times, GQ, W Mag.