Raf Simons har været her, der og alle vegne på det seneste. Siden han blev udpeget som creative director for Calvin Klein er han blevet udpeget som en af klodens 100 mest indflydelsesrige mennesker af Times, og så har han vundet titlerne som årets Menswear Designer og Womenswear designer ved CFDA Awards – en bedrift som kun selveste Calvin Klein har opnået før ham. Nu har den legendariske, belgiske designer desuden udvidet sit repertoire og sprunget ud i filminstruktion, efter han har fået lov at instruere musikvideoen til The xx’s drømmende sang, ”I Dare You”.

”I Dare You” handler om euforisk forelskelse og til at visualisere dette har Simons valgt Paris Jackson, Ashton Sanders og Millie Bobby Brown (Stranger Things) som hovedpersonerne i 7-minutters narrativ med et meget filmisk udtryk. Alle tre har tidligere modelleret for Calvin Klein under Raf Simons’ ansvar, og musikvideoen er da heller ikke helt blottet for Calvin Klein-reklame.

Musikvideoen er fangende interessant og et tydeligt bevis på, at Raf Simons genialitet og kreative sind strækker sig ud over flere områder end blot mode. Du kan se den nedenfor og desuden læse om Raf Simons’ gode ven, ASAP Rockys kommende samarbejde med Under Armour her.