Hvad er det perfekte outfit til første dates? Er Supreme x The North Face virkelig anvendeligt på en voldsom telttur i vildmarken? Hvad er det mest sjældne fit man kan finde? Det er alt sammen spørgsmål som drengene fra PAQ Presents stiller i deres Youtube serie om streetwear.

PAQ Presents er en Youtube serie af Kyra TV, som følger fire brititske gutter, mens de diskuterer, udfordrer og tester nye og gamle streetwear trends. Gutterne er Dex, Shaq, Danny og Elias, og hver især besidder deres helt egen personlighed og stil. Deres forskelligheder giver en masse diversitet i deres outfits, hvilket er forfriskende og giver en masse inspiration. Deres stil strækker alt fra den klassiske tennissko og læderjakke-bærende look, overalls med hoodie, og så selvfølgelig Gucci-stilen. Drengene kender deres streetwear historie, og er god for nogle insider tips, stylingtips og en masse britisk ’banter’.

Hvert af de syv afsnit har et overordnet emne, som drengene forsøger at udforske. I deres første afsnit forsøger de hver især at finde det bedste outfit til under 50 pund, og kommer frem til noget vanvittigt. Konkurrencer er en stor del af programmet, hvor drengene indtil videre har dystet i Sneaker customization, First Date-outfit, hvem kan finde det sjældneste fit, samt det lækreste sport outfit. Udover det har de testet vintertøj fra Supreme, The North Face og Patta x Alpha Industries ude i den britiske kolde natur.

Den britiske ’banter’ kombineret med en tendens til ’meme’-klipning er med til at skabe nogle virkelig underholdende momenter. Kyra TV’s PAQ Presents videoer er godt brugte 10 minutter, hvis man finder streetwear interessant, og man er vild med britisk underholdning og lettere vanvittige personligheder. Du kan finde deres Youtube-kanal her.