Harmoni, respekt, balance og disciplin. Det er nogle af de kvaliteter, som bedst beskriver det japanske folk og dets kultur. Måske det netop er derfor, at ”The Land of the Rising Sun” er blandt de førende indenfor felter som gastronomi, livsførelse, arkitektur, teknologi, design og selvfølgelig mode. Japan huser nogle af de mest velrenommerede tøjmærker, og fælles for mange af dem er et naturligt fokus på kvalitet og originalitet. Det har hjulpet de japanske brands med at overleve trends og forblive aktuelle i tidens dynamiske modelandskab, der er i evig forandring. I dette indlæg har vi derfor kigget nærmere og givet vores bud på de ti bedste japanske tøjmærker lige nu.

Comme des Garçons

Først på listen er et mærke, som de fleste kender – COMME des GARÇONS. Brandet stammer helt tilbage fra 1969, hvor det blev etableret af Rei Kawakubo, og siden har det opnået status som ét af modeverdens mest sejlivede mærker, takket være sine normbrydende og peak-avant garde designs.

I dag råder mærket over de to primære linjer, Shirt og Homme samt flere diffusionslinjer, hvor Play formentlig er den mest kendt med sit ikoniske hjerte-logo, der er tegnet af Filip Pagowski. Med sin enorme indflydelse på tværs af modelandskabets mange genrer har Comme des Garçons det desuden med at samarbejdet med nogle af de største navne – herunder Supreme, Nike, Vetements og Converse – og det går aldrig ubemærket hen.

NEIGHBORHOOD

Et andet vigtigt, japansk tøjmærke, som dog kraftigt adskiller sig fra Comme des Garçons, er NEIGHBORHOOD. Brandet blev startet I 1994 af Shinsuke Takizawa og bærer kraftig præget af grundlæggerens forkærlighed for americana og amerikansk biker-subkultur. Neighborhoods kollektioner er dominerede af flannels, læder, denim og t-shirt med referencer til motorcykel-kultur, og de senere år har brandet desuden bevæget sig over imod workwear og armywear.

Neighborhood har både samarbejdet med converse, Bape, Supreme, Disney, adidas og mange flere.

White Mountaineering

En anden japansk klippe inden for mode, som også har samarbejdet med adidas, er White Mountaineering. Brandet, der blev startet i 2006 af Yosuke Aizawa, er kendt for at forene æstetikken fra funktionelt outerwear med high end fashion – måske fordi Aizawa har en fortid hos Junya Watanabe.

Yohji Yamamoto/Y-3

Generelt har adidas rigtig godt styr på Japan, hvor de også har fundet én af deres aller vigtigste samarbejdspartnere, nemlig Yohji Yamamoto. Sammen har de Y-3 (Y for Yohji og 3 for adidas’ tre striber), der i mange år har været et go to-mærke for fans af highend-møder-sport. Yamamoto har en helt karakteristisk stil, der er domineret af draperede silhuetter og brugen af sort. Hvert år giver han sit bud på nogle af adidas’ førende sneaker-modeller, og han har desuden skabt sine egen for det tyske brand – bl.a. Qasa High og Qasa Racer.

UNDERCOVER

I den absolutte elite af japansk streetwear finder man UNDERCOVER, der er startet af Jun Takahashi – en af de mest velrenommerede, japanske designere overhovedet. UNDERCOVER er især kendt for sine geniale grafiske t-shirts, der kombinerer popkultur med punk- og goth-referencer. UNDERCOVER har flere gange samarbejdet med Supreme og for dem skabt nogle af de mest eftertragtede pieces – bl.a. ”Witch Box Logo” t-shirten og flere renæssance-prægede pieces.

Cav Empt

Kender du ikke Cav Empt, så er her den primære grund til, at du bør: Sk8thing, der sammen med Toby Feltwell har startet mærket, har designet grafiske motiver for BAPE og UNDERCOVER og ydermere tegnet Billionaire Boys Club og Ice Creams logoer (Pharrell og Nigo). Derudover er Cav Empt et af de hotteste, nye tøjmærker og er præget af postmodernistiske designs, der trækker på referencer fra bl.a. internet-ikonografi, fransk filosofi og italienske horror-film – sikke et mix.

mastermind JAPAN

Et godt eksempel på den mørke og underspillede del af japansk mode er mastermind, der blev startet i 1997 Honma Masaaki. Mastermind er kendt for sit ikoniske dødningehoved og selvfølgelig den konsekvente brug af sort. Derudover har mærket udmærket sig ved at være det første luxury streetwear-mærke i Japan, hvilket også kommer til udtryk i de høje priser. Heldigvis samarbejder mastemind af og til med andre mærker, så som adidas, hvilket gør det lidt lettere tilgængeligt hvis man ellers er hurtig på tasterne eller villig til at stå i kø.

fragment design

Legendariske, sejlivede tøjmærker har Japan nok af – fragment design er et andet eksempel. Fragment blev startet af den japanske streetwear-godfather, Hiroshi Fujiwara, som bl.a været mentor for Nigo (Bape, Human Made m.fl.) og Jun Takahashi (Undercover). Fujiwara har været en del af Nike HTM (Hiroshi Fujiwara, Tinker Hatfield, Mark Parker), og det tætte samarbejde med Nike har bl.a. affødt Nike Air Jordan 1 x Fragment – én af de mest eftertragtede Air Jordan 1’s overhovedet. Derudover har fragment samarbejdet med Louis Vuitton, Converse Off-White og mange flere.

Needles

En nyere aktør i det japanske modelandskab er Needles, som blandt andet har gjort sig meget bemærket med sit lækre sweatpants, der for nyligt er blevet båret af ASAP Rocky, Tyga, J Balvin og flere. Foruden disse sweatpants udemærker Needles sig ved at nyfortolke amerikansk armywear, casual fashion og generelt have en meget unik stil i tråd med den japanske tilgang til påklædning.

A Bathing Ape

Sidst, men bestemt ikke mindst, på denne liste er A Bathing Ape – også kendt som BAPE. Mærket, der blev startet af ikonet, Nigo, er én af de mest indflydelsesrige streetwear-mærker nogensinde og har eksempelvis været båret af to af de største influencers inden for moderne popkultur, Pharrell og Kanye West. BAPE er især kendt for det karakteristiske camouflage-print, som stadig er at finde i mange hypebeast-garderober i dag i form af items så som shark hoodies og BAPESTA-sneakers. Selvom BAPE i 2011 blev solgt videre til et firma i Hong-Kong og ikke længere har Nigo ved roret lever hypen videre, og det kommer den formentlig til at blive ved med.

Honorable mentions

At lave en liste over de bedste japanske mærker er ikke nogen nem opgave – derfor har vi, for ikke at udelade nogen, lave en liste med honorable mentions, som lige så godt kunne have været med:

  • TAKAHIROMIYASHITAThesoloist
  • visvim
  • SOPHNET
  • Kenzo
  • Issey Miyake
  • Junya Watanabe
  • UNIQLO
  • Evisu
  • Onitsuka Tiger
  • WTAPS
  • United Arrows