Skrevet af: Frederik L. Høj // Instagram

Danske Hummel har endnu engang slået sig sammen med det fremadstormende LA-brand, FourTwoFour on Fairfax på en super fed, fodbold-inspireret kollektion.

Det stolte, danske sportsmærke, Hummel har, siden sin fødsel, haft en helt særlig forbindelse til fodbold og hele den kultur der ligger bag den populære sport. Hummel har både været sponsor for danske klubber, det danske landshold og nogle af de største internationale klubber – herunder Real Madrid. Derfor er det ikke just overraskende, at netop Hummel har fået æren af at udgive en kollektion sammen med Guillermo Andrades FourTwoFour – et af tidens hotteste, nye mode/streetwear-brands.

Essentials fra fodboldbanen
Kollektionen består af en række essentials kendt fra fodboldbanen: tracksuits, langærmede spilletrøjer med tilhørende shorts, strømper, handsker, foldboldtørklæde, anførerbånd (inspireret af 424’s karakteristiske røde bånd), en half zip og sidst, men ikke mindst, en lang dynejakke, der minder lidt om Arsene Wengers foretrukne trænerjakke. Alt sammen er det centreret om sorte, hvide, røde og orange farver. Kollektionens højdepunkt er uden tvivl den hvide half-zip, der har den franske tri-colore tværs over brystet og de klassiske Hummel-spilletrøjer med 424 på ”klublogoet” og som ”sponsor” på maven.

Perfekt timing
Det er ikke første gang, at de to kræfter mødes – tidligere har Hummel og FourTwoFour, sammen med Storm, udgivet et andet samarbejde, der på samme måde var inspireret af foldbold.

Dette opfølgende samarbejde kommer med perfekt timing her få måneder før fodbold-VM i Rusland, og duoen er ikke de første til at lade fodbold og mode smelte sammen – der er blandt andet også rygter om, at Nike og Off-White har et lignende collab på vej.

Find kollektionen her
Hummel x FourTwoFour udkommer d. 26. januar hos forskellige forhandlere – herunder danske STOY.

Hold dig opdateret!
Husk at du kan følg COUTURISM på Facebook og Instagram for flere nyheder, inspiration, konkurrencer og meget mere.

Billeder: STOY