God musik, lange nætter, kolde øl og forhåbentligvis godt vejr udgør til sammen opskriften på et af sommerens klare højdepunkter – nemlig festival. Den næste tid løber alt fra Northside og Tinderbox til Skanderborg og Roskilde af stablen, og endnu en gang er det på tide at finde festivalgarderoben klar. Festival er et sted, hvor man enten kan gøre noget ekstra ud af sit outfit eller klæde sig lidt anderledes end i hverdagen, så det matcher atmosfæren. Der findes mange bud på det ultimative festival-outfit, og her ved Couturism har vi givet vores bud på ti pieces, som vi tror du vil få glæde af til festival, og som kan købes netop nu.

424 hoodie

Det ultimative festivaloutfit starter, i vores øjne, med en god hoodie. LA-brandet, 424, med Guillermo Andrade i spidsen, har lanceret en virkelig fed én af slagsen med et lidt oversized fit og i høj kvalitet.

Ray Ban-solbriller

Solbriller er i vores øjne (pun intended) et absolut must på festival, og i stedet for at købe et par grimme, grønne Wayfarers fra en eller anden bod, anbefaler vi denne skarpe model fra Ray Ban, som kan holde hele sommeren. Den har det runde, retro-look, uden at det bliver for feminint eller fjollet.

Soulland Tee

Du skal helt sikkert også bruge et par gode t-shirts, og hvorfor ikke vælge en stilsikker model fra danske Soulland og repræsentere dansk mode, når det er bedst.

Nike Shorts

Til de utallige ølbowlingkampe og til de mange kilometer du sikkert kommer til at gå imellem campen og koncertpladsen, er det med at være godt klædt på. I de varmere timer er et par sportshorts oplagte – denne model fra Nike har lommer og god åndbarhed.

Wood Wood LS

Når en t-shirt er for kold og en trøje er for varm, er det oplagt med en longsleeve. Wood Wood har lavet en armygrøn én af slagsen, som vi virkelig er fan af.

Rains jakke

Ingen festival uden lidt regn, men det skal ikke ødelægge din koncert med din yndlingskunstner. Dit bedste våben mod dråberne er en solid regnjakke, og et godt bud er denne lækre model fra danske Rains.

Vans slip on

Du magter sikkert ikke at smadre dine yndlings sneakers i det uundgåelige mudder eller støv, og derfor er det en god ide at have et par Vans med som backup. Slip ons holder hundrede, især på festival.

Stone Island Sweatshirt

Der er ikke meget at sige om Stone Island andet end, at det er et bundsolidt mærke, som man ikke kan gå galt i byen med. Pasformen er perfekt, kvaliteten er i top, og det bør være en essential i enhver garderobe. Vil du skille dig lidt ud fra mængden og samtidig rocke én af tidens hotteste farver, så køb denne orange sweatshirt.

New Balance taske

Skal du køre fuld ’roadman’ på festivallen, så skal du også have fat i en bumbag (eller fanny pack). Den lille taske er ikke bare topmoderne lige nu, men også virkelig praktisk på festival. New Balance har lavet en retro-lækker model til en meget billig pris.

adidas camo bomber

Tracksuit-hypen er på sit øverste lige nu, og vi spår at det bliver en af de store trends på festival i år. Et godt bud på en overdel er denne camo-bomber fra adidas, der minder lidt om samarbejdet med BAPE, som nærmest var umuligt at få fat i.